• Aktier har givet baghjul til obligationer – hvornår får de revanche?

    ソース: BDK Finans / 13 7 2024 04:34:23   America/New_York

    Igen i år ser obligationer ud til at få baghjul af aktier. Og igen i år er det baghjul af den helt store slags. Det viser en analyse, som direktør for kapitalforvaltning hos Sydbank Mads Kjølsen Olsen har lavet. De seneste fem år har forskellen mellem det afkast, som investorer har kunnet opnå ved at investere i globale aktier og på forskellige obligationsmarkeder, nemlig været ganske markant. Og det har ikke været i obligationernes favør. End ikke i 2022, hvor det globale aktiemarked faldt mere end 13 procent, var der oprejsning at hente i obligationer. Så hvis obligationer blot falder i takt med, at aktierne falder, og ikke agerer som den forsikring, man troede, giver det så overhovedet mening at supplere sin portefølje med obligationer? Og svaret er ... Ja. Det giver mening at supplere sin portefølje med obligationer. Det mener Mads Kjølsen Olsen i hvert fald. »Selvom det er fuldt forståeligt, at mange private investorer ikke nødvendigvis kan se fidusen i obligationer, så mener jeg absolut, at de har en plads i de fleste porteføljer. Vi er nu i en situation, hvor obligationer bør udgøre den stabile del af porteføljen,« fortæller han. Og det er seniorstrateg hos Nordea Simon Kristiansen enig i. »For langt de fleste investorer giver det mening at have obligationer i sin portefølje. Obligationer er en form for forsikring mod dårlige tider. Men hvor man normalt bare betaler en bunke penge for en forsikring og så er glad, når man pludselig får brug for den, så får du med obligationer både en forsikring, fordi de ofte bevæger sig modsat aktier, men i øjeblikket får man også et ganske pænt afkast,« siger han. Når nu situationen i 2022 var så speciel, som den var, skyldes det ifølge Mads Kjølsen Olsen, at det netop var året, hvor æraen med nul- og negative renter sluttede. Centralbanker verden over startede på en lang række af renteforhøjelser, og det betød, at også markedsrenterne skød op. Og når renterne stiger, falder obligationskurserne. Årsagen til renteforhøjelserne var den galopperende inflation, som mange steder nåede op på det højeste niveau i flere årtier. Og netop inflationen er også en af årsagerne til, at både aktier og obligationer faldt i 2022. For normalt vil afkastet på aktier og obligationer bevæge sig i hver sin retning. Når aktier klarer sig dårligt, vil obligationerne klare sig godt – og omvendt. Men det er bare ikke tilfældet i perioder med høj inflation. Højere inflation fører derimod til en tættere sammenhæng mellem aktier og obligationer, og det reducerer fordelen i at inkludere begge dele i en portefølje. Er fordelen på vej tilbage? Men det er altså den fordel, som Mads Kjølsen Olsen nu ser vende tilbage. »De kommende år kommer vi til at se et skifte i renteniveauet, og det taler altså for mere hæderlige afkast på obligationer,« siger han. I Sydbank forventer man i år nemlig to rentenedsættelser i både USA og Europa. »Fremadrettet forventer vi også, at vi kan se perioder, hvor både danske obligationer og virksomhedsobligationer leverer højere afkast, end aktiemarkedet kan præstere. Det vil dog ikke være vedvarende højere afkast, men kun over kortere perioder med markedsusikkerhed,« tilføjer han. Hos Nordea er man knap så optimistisk, og forventer kun en enkelt i USA, men to i Europa. Men Simon Kristiansen forventer stadig, at der den kommende tid vil være et positivt afkast at hente i obligationer. »Jeg tror, at der vil være et positivt realafkast at hente i obligationer over de kommende 12 måneder. Så ud over det forsikringselement, der er i obligationer, så kan man også forvente at få et bidrag til det samlede afkast fra obligationerne. De højere renter og lavere kurser har betydet, at afkastforventningerne også er steget,« siger han og uddyber. »Men hvis obligationer skal levere bedre afkast end aktier, så er det nok, hvis vi rammer ind en periode med markant markedsusikkerhed, eksempelvis en recession. Men det er bestemt ikke mit basisscenarie, at obligationer skal klare sig bedre end aktier. Jeg er rimelig optimistisk omkring, hvordan aktierne skal bevæge sig.« Fornuftige afkast på danske realkreditobligationer – hvis du har valgt rigtigt En af de obligationstyper, som Mads Kjølsen Olsen fremhæver, er danske realkreditobligationer. De er nemlig begyndt at give afkast igen efter et par år, hvor de har været til låntagernes fordel og ikke investorernes. Han påpeger dog, at man skal være »virkelig selektiv« i udvælgelsen. »Der er stor forskel på afkastet i de forskellige obligationsserier, og det er en tendens, som vi har set over flere år. Det er helt afgørende, at man rammer de rigtige obligationer, ellers risikerer man at blive ramt af kursfald,« siger han. Eksempelvis har en 30-årig realkreditobligation med kuponrente på én procent givet et negativt afkast på 1,72 procent i år. Omvendt har samme obligation med kuponrente på seks procent givet positivt afkast på tre procent i år. De store forskelle i afkastet skyldes ifølge Mads Kjølsen Olsen, at renterne samlet set er steget i 2024. »Tilbage i slutningen af 2023 faldt renterne ekstremt hurtigt, og investorerne i de konverterbare fem- og seksprocentobligationer blev nervøse for konverteringer fra boligejerne. Fra årets start steg renterne så igen, og investorerne øjner derfor bedre tider for netop disse obligationer, hvilket har betydet, at kursen på fem- og seksprocenterne er stort set uforandret for året,« fortæller han. Afkastet i disse to obligationsserier er altså drevet af renteudbetalingerne, som har betydet, at det samlede afkast ligger på omkring tre procent i år. Ifølge Mads Kjølsen Olsen har de samme obligationsserier kurs mod årsafkast på fem til seks procent. Det er ikke langt fra det forventede afkast på en global aktieportefølje, og så er det pludselig igen attraktivt at kigge obligationernes vej. Begge eksperter opfordrer dog til at investere i obligationer via en investeringsforening. For som privatinvestor er det tæt på umuligt at tilrettelægge og særligt vedligeholde en obligationsportefølje. https://www.berlingske.dk/aktier/aktier-har-givet-baghjul-til-obligationer-hvornaar-faar-de-revanche
シェアする